Der er bare noget helt særligt over den danske sommer. De lyse aftener, de tidlige morgener med dug i græsset og den der sprøde, klare luft, som man næsten kan smage. Og netop den følelse har jeg forsøgt at fange i denne granola, min sommer citrus granola.
Den er frisk, sprød og let syrlig, præcis som sommerstemningen i min mave, når vi pakker bilen og kører mod sommerhuset. Når børnene løber rundt i bare tæer, og citronvandet er koldt og dugget. Når vi spiser morgenmad udenfor, og alting føles lidt mere levende og lidt mindre hektisk.

Denne granola blev faktisk til ved et tilfælde. Jeg havde nogle citroner, en rest kokosflager, som lå og kaldte på opmærksomhed i skabet. Og så gik jeg i gang. Det ene tog det andet og pludselig stod jeg med det, der nu er blevet sommerens mest spiste morgenmad hjemme hos os.
Den passer til alt: på skyr, i yoghurt, ovenpå smoothie bowls eller bare i en lille skål med plantedrik og friske bær. Og ja , den er også blevet spist direkte fra krukken, med ske, midt om eftermiddagen, fordi den bare er så god.

Jeg elsker hvordan citrus giver granolaen et lille friskt twist og hvordan de ristede mandler og kerner giver den helt rigtige crunch. Og så føles det bare ekstra rart at kunne servere noget hjemmelavet, som både er sundt, lækkert og pakket med sommerfornemmelser.
Hvis du, ligesom jeg, elsker at gøre lidt ekstra ud af hverdagen og fylde dine måltider med stemning og sæson, så er denne granola lige noget for dig. Den er nem at lave, holder sig længe og smager som solskin på glas.






