En (u)hyggelig småkageopskrift, der får børnene til at juble og de voksne til at smile
Hvert år til min søns fødselsdag laver vi disse magiske fingre. Det startede som en halloween-klassiker, men er med tiden blevet en fast tradition. De ser uhyggelige ud (på den sjove måde) og smager virkelig godt. Der er noget dragende ved småkager, der ligner heksefingre med blodige negle eller grønne monsterfingre og børnene elsker at være med i køkkenet.

Dejen deles i tre og får hver sin smag og farve: klassisk vanilje, chokolade og grøn mandel. Alle kan være med – selv de mindste kan hjælpe med at forme fingre og trykke mandler fast som negle.
Denne opskrift giver ca. 2 bageplader og passer perfekt til halloween, børnefødselsdage – eller bare en regnvejrsdag med lidt ekstra spas.






